Primus Motor

Primus Motor

Vil du hjælpe tidligere indsatte tilbage i samfundet?
Røde Kors har startet en ny mentorordning for løsladte i Esbjerg Kommune, og vi søger frivillige mentorer, der har lyst til at hjælpe løsladte med at få en god start på det nye liv uden for fængslet. Projektets karakter gør, at vi stiller store krav til vores frivillige, bl.a. skal man være min. 25 år, kunne sikkerhedsgodkendes af Kriminalforsorgen og må gerne have en god portion livserfaring. Hvis du mener det passer på dig, og samtidig kan se kvaliteten i at indgå i et mentornetværk og modtage supervision, så har vi brug for dig.

En mentor er den løsladtes følgesvend
Den indsatte tilbydes 2 frivillige mentorer fra to måneder inden løsladelse og op til et år efter løsladelsen. Mentorerne mødes med den løsladte – enten sammen eller hver for sig – på ugentlig basis. Mentor og løsladte finder sammen frem til på hvilke områder, der er ønske og behov for støtte. Det kan f.eks. være, at den løsladte primært har brug for nye sociale netværk, og at mentor og frivillig derfor melder sig ind i en fodboldklub sammen. Eller det kan være mentor støtter den løsladte i at få overblik over sin økonomi, bolig eller sundhedsmæssige situation. Alt sammen skal hjælpe den løsladte til en tilværelse uden kriminalitet.
 
Du kan gøre en forskel
Som frivillig mentor kan du være med til at hjælpe og støtte løsladte videre i deres nye liv, øge deres livskvalitet og forhåbentlig være med til at mindske risikoen for, at de begår ny kriminalitet.

Supervision og netværk
De frivillige i projektet mødes ca. hver 6. uge omkring forskellige faglige og sociale temaer. Derudover er der supervision ca. 3 gange årligt for alle frivillige i projektet. For at blive mentor skal du desuden deltage i et 2-dages obligatorisk introduktionskursus.

For mere information kontakt aktivitetsleder

Jacob Ernstved-Rasmussen
2974 1763
esbjerg.primusmotor@rodekors.dk