Røde Kors Esbjerg modtager 250.000 kr. af Norlys Vækstpulje
Norlys Vækstpulje uddeler hvert år op til 50 mio. kr. til gode initiativer, der gør en forskel for andelshaverne og lokalområdet. Blandt andet er det blevet til 250.000 kr. til Røde Kors Esbjerg til renovering af Røde Kors Huset.
Røde Kors Huset blev bygget i 1957 af de frivillige til samaritterne, og er senere hen blevet et sted, som bliver brugt til de mange forskellige aktiviteter Røde Kors Esbjerg har.
Huset benyttes derfor i dag intensivt, og hver weekend er der førstehjælpskurser. Desuden er det også et sted, hvor ”nørklerne” holder til og hvor opgangsvennerne mødes jævnligt og laver mad i fællesskab. Derudover bliver huset også brugt til diverse møder bl.a. bestyrelsesmøder og generalforsamlingen, og hjælpen fra Norlys Vækstpulje har dermed været med til at gøre det muligt at få et større moderne hus i Esbjerg af god kvalitet.
”Det er en virkelig god hjælp til renoveringen og tilbygningen af vort gamle Røde Kors Hus i Ringen, som virkeligt trængte til en kærlig hånd”, siger Niels Aage Giversen, formand i Røde Kors Esbjerg.
Hvad skal de 250.000 kr. bruges på?
I de renoverede og udbyggede lokaler på Ringen er der et nyt og moderne køkken, et nyt stort lager samt et ekstra toilet og et lille kontor. Derudover er der et nyt tag på hele huset, som opfylder isoleringskravene efter dagens standarder samt et ventilationsanlæg.
Med renoveringen og udbygningen af Røde Kors Huset vil det være muligt for endnu flere frivillige og sårbare grupper at mødes i bedre vilkår, til de mange forskellige aktiviteter i huset.
For yderligere informationer kontakt Niels Aage Giversen, formand for Røde Kors Esbjerg